Østre Landsret fandt ved dom af 4. april 2025, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke giver grundlag for at kildeartsbegrænse et fradragsberettiget tab, opstået som følge af et erstatningskrav.

Skattestyrelsen ændrer derfor praksis, således at honorarmodtagere vil have ret til fuldt fradrag for afholdte udgifter, forudsat at de i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a´s forstand er blevet anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dette indebærer, at der ikke kildeartsbegrænsning. Fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag.

Ifølge mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kunne der ydes tilbagebetaling for afgift af varme, som anvendtes til fremstilling af varer, der var bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen udsattes for temperaturændringer såsom opvarmning og tørring mv. i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader eller i f.eks. lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer), samt lignende særligt indrettede rum. Sagen angik, om et selskabs forbrug af olie og overskudsvarme til opvarmning af en tørrekabine, hvori selskabet tørrede nymalede stålkonstruktioner udgjorde et godtgørelsesberettiget forbrug. Landsskatteretten anførte, at det af Højesterets dom, offentliggjort i SKM2007.262.HR, fulgte, at der ikke var grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, udvidende. Da selskabets tørrehal alene blev opvarmet til en driftstemperatur på 30 grader, og ikke til 45 grader som fastsat i lovbestemmelsen, var denne objektive betingelse ikke opfyldt. Da det omhandlede rum havde karakter af en tørrekabine, kunne det ikke anses for et "lignende særligt indrettet rum", for hvilke der ikke var krav til en bestemt driftstemperatur. Bortset fra en del af den omhandlede periode, for hvilken Skattestyrelsens forslag til afgørelse var fremsendt efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, stadfæstede Landsskatteretten derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab havde bedt om bindende svar på, om det kunne bekræftes, at selskabet, der var momsregistreret i Danmark, kunne importere et fly til Danmark og fradrage importmomsen, hvis flyet anvendtes af selskabet i dettes afgiftspligtige virksomhed. I det bindende svar kunne Skattestyrelsen ikke svare bekræftende. Skattestyrelsen henviste til, at selskabet alene var lejer, og ikke ejer, af flyet. Derfor var der ikke tale om levering af en vare, hvoraf købsmomsen kunne fratrækkes i medfør af momslovens § 37, stk. 2, 3), jf. § 12, stk. 1, om indførsel af varer. Landsskatteretten anførte, at der ikke var fremlagt en leasingaftale eller udkast hertil, ligesom der ikke var fremlagt oplysninger i øvrigt til belysning af detaljerne for selskabets påtænkte disposition. Sådanne oplysninger var afgørende for vurderingen af, om selskabet var berettiget til fradrag for importmomsen af flyet. Med henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at spørgsmålet ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, hvorfor Landsskatteretten afviste spørgsmålet og ændrede dermed Skattestyrelses besvarelse.

Sagen angik, i hvilket omfang et selskab var berettiget til renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr. Landsskatteretten havde i en afgørelse af 18. maj 2021 slået fast, at det daværende SKAT havde anvendt de EU-retlige regler forkert. SKATs anvendelse af reglerne havde ført til, at selskabet ikke fik toldgodtgørelse. Selskabet anmodede om ændring af toldangivelserne den 3. august 2016 og fik afslag den 7. november 2016.  Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at selskabet ikke fik de penge tilbage, som det havde krav på ved en korrekt anvendelse af reglerne, svarede til en opkrævning, der var sket med urette. Toldstyrelsens afgørelse af 7. november 2016 var ikke en afgørelse om at yde toldgodtgørelse, og forholdet var dermed ikke omfattet af EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6. Landsskatteretten bemærkede, at det af præmis 26 og 27 i C-591/10, Littlewoods Retail Ltd. m.fl. fremgik, at medlemsstaterne var forpligtede til at betale afgiftsbeløb, som var opkrævet i strid med EU-retten, tilbage med tillæg af renter, og at det tilkom medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvordan renterne skulle betales, herunder rentesatsen og metoden til beregning af renterne, idet reglerne dog skulle overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at det af præmis 75 i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20, Gräfenforfer m.fl. fremgik, at den berørte borger skulle have en passende kompensation for det tab, denne havde haft ved ikke at have rådighed over et beløb og endvidere, at renterne skulle dække hele perioden fra det tidspunkt, beløbet skulle have været betalt til vedkommende. Landsskatteretten fandt, at det fulgte af de nævnte domme og af rentelovens § 3, at selskabet var berettiget til beregning af renter fra den 7. november 2016, da Toldstyrelsen i hvert fald denne dato måtte anses for at have haft de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Der fandtes ikke at være belæg for Toldstyrelsens argument om, at der først skulle beregnes renter fra den 16. december 2016 i hverken lovgivning eller praksis. Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at selskabet havde krav på betaling af renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr. fra den 7. november 2016.

Sagen angik, om der ved lønindeholdelse efter en konkret betalingsevnevurdering kunne tages højde for, at klagerens indkomst blandt andet bestod af værdi af fri bil, herunder om værdi af fri bil kunne fratrækkes efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til at udelade værdien af fri bil i betalingsevnevurderingen. Da klageren ikke afholdt udgifter til bilen, kunne der ikke ske et tilsvarende fradrag. Landsskatteretten stadfæstede Gældsstyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var berettiget til at blive registreret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1, eller som varemodtager efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 5, jf. § 16 a, stk. 3, vedrørende salg af varer omfattet af forbrugsafgiftslovens § 11 (kaffe), der blev solgt fra klagerens lager i Tyskland.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke kunne registreres som oplagshaver, da klageren ikke oplagde afgiftspligtige varer på et fysisk lager i Danmark. Landsskatteretten fandt derimod, at klageren opfyldte betingelserne for at blive registreret som varemodtager. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt på, at klageren var ansvarlig for importen af de afgiftspligtige varer, idet klageren leverede afgiftspligtige varer til danske kunder direkte fra klagerens lager i Tyskland og fakturerede fra klagerens danske CVR-nr. med dansk moms og kaffeafgift.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse således, at selskabet kunne registreres for kaffeafgift som varemodtager.

Spørger havde måledata for varmeproduktionen for hver måned for perioden 1. september 2004 til 30. september 2005. Spørger ville ved brug af graddage beregne en varmeproduktion pr. dag, og anvende de beregnede data ved beregning af, hvorvidt varmekravet i forhold til kraftvarmekapacitet var opfyldt opgjort på døgnbasis i perioden 1. oktober 2004 til 30. september 2005.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne anvende graddage til brug ved beregning af varmekravet i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt. for perioden 1. oktober 2004 til 30. september 2005.

Sagen angik Udviklings- og Forenklingsstyrelsens delvise afslag på aktindsigt i seks eksterne dokumenter, som var sendt til It-tilsynet i forbindelse med It-tilsynets undersøgelse af ICE-programmet (udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem). Udviklings- og Forenklingsstyrelsen havde blandt andet undtaget oplysninger fra udlevering med henvisning til offentlighedslovens § 31 (it-sikkerhed).

For så vidt angik referencer til fysiske databaser/modeller/tabeller/kolonner/indhold, var Landsskatteretten enig i, at oplysninger om interne terminologier kunne bruges i forbindelse med f.eks. spear-phisingmails. Henset til karakteren af de undtagne oplysninger og trusselsbilledet for cyberangreb, fandt Landsskatteretten, at oplysningerne kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 31 med henvisning til, at det var af væsentlig betydning for Skatteministeriets it-sikkerhed. De øvrige af afgørelsen omfattede oplysninger hjemviste Landsskatteretten til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens fornyede vurdering og begrundelse.

Sagen angik, om klagerens køb af en elbil i udlandet skulle anses som køb af et nyt transportmiddel, jf. momslovens § 11, stk. 6, nr. 1, med den konsekvens, at klageren skulle betale moms af erhvervelsen her i landet. Landsskatteretten fandt under henvisning til, at bilen var et motordrevet køretøj med en effekt på 140 kW, og at retten til som ejer at råde over dette var overgået fra den tyske forhandler til klageren i henhold til aftalen af 26. januar 2022 og de dertil hørende bilag, hvoraf det fremgik, at bilen var indregistreret første gang i Tyskland den 5. september 2021, at bilen var et nyt transportmiddel, jf. momslovens § 11, stk. 6, nr. 1, og at klageren som følge heraf skulle betale moms af erhvervelsen her i landet, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 22, stk. 1, § 46, stk. 3, og § 65, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde afslået en anmodning om godtgørelse af mineralolieafgift fra et selskab, der drev en maskinstation, som udførte landbrugs- og entreprenørarbejder. Som begrundelse for afslaget havde Skattestyrelsen anført, at selskabet ikke kunne anvende en omsætningsfordeling til opgørelsen af selskabets forbrug af farvet dieselolie, der var medgået til både selskabets godtgørelsesberettigede landbrugsaktiviteter og selskabets ikke-godtgørelsesberettigede entreprenøraktiviteter.

Landsskatteretten anførte, at selskabet skulle dokumentere, at dieselolien var anvendt til godtgørelsesberettigede landbrugsaktiviteter. Efter bekendtgørelse nr. 185 af 26. februar 2013 om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. kunne selskabet opgøre forbruget af farvet dieselolie forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling. Efter bekendtgørelsens § 3 var der i den foreliggende situation, hvor selskabet havde egen beholdning af farvet dieselolie, dog krav om, at selskabet skulle føre regnskab over tilgang, beholdning, udlevering og forbrug, og regnskabet over forbruget skulle være tilrettelagt på en sådan måde, at der kunne redegøres for mængden og anvendelse for hver udlevering. Selskabet havde ikke fremlagt et sådant regnskab og havde ikke i øvrigt dokumenteret, at en omsætningsfordeling til opgørelse af forbruget af farvet dieselolie til landbrugsaktiviteterne var tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne for godtgørelse. Herefter, og da Skattestyrelsen i den foreliggende situation heller ikke skulle have foretaget en skønsmæssig ansættelse efter mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.  

Spørger var et selskab i X-land, hvis hovedformål var at besidde og forvalte kapitalandele i selskaber, bl.a. i danske driftsselskaber. Spørger var ejet af en alternativ investeringsfond (AIF), der ligeledes var et selskab i X-land. Spørger modtog bl.a. udbytter fra de danske driftsselskaber og renter af aktionærlån ydet til de danske driftsselskaber. De modtagne udbytter kunne blive videreudloddet til investeringsfonden, men Spørger kunne også anvende udlodningerne til geninvestering i andre investeringer/projekter. De modtagne renter blev bl.a. anvendt til at tilbagebetale kortfristede lån ydet af Fonden.

Skatterådet bekræftede, at der ikke ville være begrænset skattepligt af modtagne udbytter og renter fra de danske driftsselskaber i henhold til henholdsvis selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c og litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke ville finde anvendelse.

Spørger ville etablere en filial i X-land, der skulle administrere en række investeringsfonde i X-land. Fondene i X-land var åbne fonde, der havde til formål at investere i børsnoterede værdipapirer. Fondene var oprettede i henhold til aftale, jf. Direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet), artikel 2, stk. 3 og under tilsyn af finanstilsynet i X-land.

Skatterådet bekræftede, fondene i X-land kunne anses som selvstændige skattesubjekter fra et dansk skatteretligt synspunkt. Skatterådet bekræftede desuden, at fondene i X-land ikke ville have ledelsens sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 6, da filialbestyreren i X-land ville udgøre den daglige ledelse af fondene. Endelig bekræftede Skatterådet, at fondene i X-land ikke ville være begrænset skattepligtige til Danmark efter de danske regler om fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Spørger påtænkte at gennemføre en kontant udlodning af udbytte gennem en række selskaber til det ultimative moderselskab TopCo, der er skattemæssigt hjemmehørende i Z-land. I den forbindelse ønskede Spørger bekræftet, at TopCo kunne anses for retmæssig ejer af udbytteudbytteudlodningen, hvorfor der ikke var begrænset skattepligt til Danmark.

Skatterådet fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger, at TopCo kunne anses for retmæssig ejer af den påtænkte udbytteudlodning og at der kunne ske skattefritagelse efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c sammenholdt med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Z-land.

Idet der ikke var begrænset skattepligt af den påtænkte udbytteudlodning, fandt Skatterådet ikke, at den konkrete påtænkte udbytteudlodning havde som hovedformål at opnå en skattefordel, der virkede mod formålet og hensigten med skatteretten og dermed ikke udtryk for misbrug. Ligningslovens § 3 fandt derfor ikke anvendelse.

Spørger ønskede at investere i et amerikansk LLC, som i USA ansås for at være en skattemæssigt transparent enhed. Spørger ønskede derfor bekræftet, at LLC’et også efter dansk skatteret skulle kvalificeres som en skattemæssigt transparent enhed. Medlemmerne hæftede alene med deres indskud. Når kreditorerne var betalt i aftalt omfang, havde hver investor ret til en andel af et overskud svarende til 120% af deres indbetalte indskud. Et eventuelt resterende overskud fordeltes med 50% til Manageren og 50% til investorerne efter deres respektive andel. Medlemmerne havde ikke aktier eller lignende formelle ejerandele i LLC’et, men der førtes en individuel kapitalkonto for hvert enkelt medlem. Ledelsen blev forestået af en Manager, som havde tegningsretten og den eksklusive beslutningskompetence over alle forhold i LLC’et. Visse væsentlige beslutninger i LLC’et krævede dog samtykke fra flertallet af medlemmerne. Skatterådet bekræftede, at sagen skal løses i overensstemmelse med praksis, og bekræftede derfor, at LLC’et var transparent.

Denne vejledning handler om

• Spillemyndigheden (J.A.1)
• Spillelovgivningens anvendelsesområde (J.A.2)
• Grønland (J.A.3)
• Kriterier for alle ansøgere (J.A.4)
• Lotteri (J.A.5)
• Klasselotteri (J.A.6)
• Almennyttigt lotteri ►og landbaseret bingo◄ (J.A.7)
• Væddemål (J.A.8)
• Lokale puljevæddemål (J.A.9)
• Landbaseret kasino (J.A.10)
• Onlinekasino (J.A.11)
• Gevinstgivende spilleautomater (J.A.12)
• Pyramidespil (J.A.13)
• Offentlig hasardspil i turneringsform (J.A.14)
• Markedsføring og oplysningspligt (J.A.15)
• Bortfald (J.A.16)
• Spillemyndighedens tilsyn med ►udbud og levering af◄ spil (J.A.17)
• Klage og domstolsprøvelse (J.A.18)
• Mulige konsekvenser, hvis spillelovgivningen ikke overholdes (J.A.19)
• Ansvarligt Spil (J.A.20)
• Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (J.A.21)
• Forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil (matchfixing) (J.A.22)
• Foranstaltninger til beskyttelse af de lovlige spillemarked (J.A.23)
• ►Spilleverandører (J.A.24)◄

-

Sagen vedrørte, hvorvidt der var grundlag for en tilsidesættelse af vurderingsmyndighedernes ansættelse af omberegnede grundværdier af fire udstykkede ejendomme pr. 1. oktober 2020. Sagsøgerne havde gjort gældende, at der var grundlag for en tilsidesættelse af ansættelserne, idet myndighederne havde taget udgangspunkt i en højere bebyggelsesprocent for ejendommene, end hvad der gjaldt for udstykningsejendommen. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om det følger af bestemmelsen i den dagældende vurderings-lovs § 33, stk. 18, at de udstykkede ejendomme til brug for vurderingen skulle overtage vurderingsspecifikationerne fra udstykningsejendommen, herunder den konkrete bebyggelsesprocent.

Retten fandt, at det ikke følger af dagældende vurderingslov § 33, stk. 18, at nye ejendomme overtager samtlige vurderingsspecifikationer, herunder udstykningsejendommens bebyggelsesprocent, men derimod at den omberegnede grundværdi skal ansættes på baggrund af den nye ejendoms anvendelses- og planforhold i det prisniveau for det år, hvor den aktuelle grundværdi senest har ligget til grund for påligningen af grundskyld. Da retten også fandt, at vurderingsmyndighederne med rette havde lagt til grund, at de fire nye ejendomme hver havde en byggerettighed på 2.370 etagemeter pr. 1. oktober 2020, havde sagsøgerne ikke godtgjort, at det udøvede skøn kunne tilsidesættes.